Index > Kolonisering > Eventyrerne

 
Kontinentet udforskes
 
Mange straffefanger flygtede under arbejdet, da de troede at civilisationen ventede dem lige om hjørnet. Man troede, på grund af de mange floder som løb ind i landet fra NSW, endvidere at der måtte findes et stort hav eller sø i centrum af kontinentet. Specielt tørken, men også fjendtlige aborigier, gjorde at mange vendte tilbage til kolonierne, ligesom mange officielle ekspeditioner ikke blev gennemført. Først i 1844 bevises det endeligt, at der ikke er andet end sand og hede i australiens midte.

George Bass
Matthew Flinders

 
George Bass kortlægger i årene 1797-98 kysten syd for Sydney til ca. der hvor Melbourne idag ligger og sammen med Matthew Flinders sejler han efterfølgende rundt om Van Diemens land, for at fastslå om der er tale om en ø. Flinders sejler i 1802 hele vejen rundt om New Holland og foreslår i sin bog fra 1814, at man ændrer kontinentets navn til Australien.

Charles Sturt (1795-1869)
 
Som mange af de andre store opdagelsesrejsende og eventyrere på den tid, har Sturt en militær baggrund. Han udforsker gennem sit arbejde for guvernøren i Sydney, River Murray og Darling River og foretager sin første rigtige opdagelsesrejse i 1828-30 op ad Macquarie River til der hvor den møder Darling River, for herefter at vende tilbage til Sydney.

I 1844 tager han fra Adelaide med 15 mand, med det formål at afklare spørgsmålet om en indsø. På grund af varmen, vender han om 250 km. fra centrum, men viser at der ikke findes vand i nogen overfladisk form.

Edward John Eyre (1815-1901)
 
På grund af problemerne mellem kolonisterne og de indfødte, gør kun få af eventyrerne brug af aborigier under deres udforskning. Men det gør Eyre. Han er ankommet i 1832 som fri kolonist og har mest arbejdet som kvægdriver. Fra 1840-41 kæmper Eyre, sammen med sin ven Wylie som er aborigier, sig vej fra Adelaide over Eyre halvøen til deres endelige mål, Albany i Western Australia. Oprindeligt var der 5 mand i gruppen; nemlig Eyre, en anden europæer John Baxter og 3 aborigier. Men Baxter bliver dræbt af to af aborigierne som derpå stikker af.

Aborigier er gennem deres livsstil begavet til livet i bushen. Historikere har argumenteret, at den indstilling som de europæiske opdagelsesrejsende lagde for dagen, var direkte en hindring for deres succes. Ofte medbragte sådanne expeditioner alt for mange dyr og medlemmer, samt alt for stor oppakning i forhold til det terræn man kunne forudse at skulle krydse. En af den senere tids australske eksperter i overlevelse i bushen, Major Les Hiddins, har beskrevet forskellige teorier.

Ludwig Leichhardt ()
 
Een af de store eventyreres skæbne er stadig omgivet af mystik. Leichardt forsvinder nemlig i 1848, under sit andet forsøg på at krydse kontinentet på langs. Det første påbegyndte han to år forinden i 1846, men måtte opgive.

Een stor succes opnår Leichardt dog. Han foretager den, til dato stadig, afstandsmæssigt længste rejse over land. Fra Moreton Bay til Port Essington, varende fra 1844-45.

Robert O'Hare Burke (1820-61)
William Wills (1834-61)

 
I 1859 udlover regeringen i South Australia en dusør til den første som når den nordlige kyst. Dette sætter skub i ekspeditionerne og den største og dyreste udgår i august 1860 fra Melbourne; Burke og Wills, 15 mand, 24 kameler og 23 heste. Afstanden de tilbagelægger er omtrendt den samme som Stuart næsten samtidig er i færd med - han dog med med udgangspunkt i Adelaide.

Ved Coopers Creek deles ekspeditionen i to, hvor Burke, Wills, Charles Gray og John King fortsætter mod nord. Resten bliver tilbage og venter. Den lille gruppe når målet i februar 1861, da de kommer til Flinders River i bunden af Gulf of Carpentaria. På vejen tilbage dør Gray og da man endelig når Coopers Creeks igen, har den tilbageblevne gruppe lige forladt stedet. Burke og Wills dør her, men King overlever.

John McDouall Stuart (1815-66)
 
Een af de rigtigt erfarne eventyrere, starter sin brogede karriere som emigrant fra Skotland, som landmåler, landmand og guldgraver. Han er blandt andet med på Charles Sturt's anden ekspedition ind mod Australiens centrum og gør herefeter yderligere selv 3 forsøg på at krydse kontinentet i lodret linie - alle fra Adelaide.

I marts 1860 tager Stuart sammen med en anden afsted for at vinde den pris regeringen har udlovet. De når i april midten af kontinentet og planter et flag på Mt. Stuart (ikke langt fra Ayers Rock), men må vende om på grund af fjendtlige Aborigier. I andet forsøg når Stuart næsten til Daily Waters, men hindres her af et kilometertykt bælte af tornebuske.

I tredie forsøg lykkedes det endeligt. I oktober 1861 drager Stuart med 10 mand afsted og når i juli 1862 kysten, ikke langt fra hvor Darwin idag ligger. Han ved dog ikke, at Burke og Wills allerede har slået ham.

W. Ernest P. Giles (1835-1897)
 
Omkring 10 år efter Stuart's succes ekspedition til Darwin, bliver the Overland Telegraph Line gennemført næsten i selvsamme spor. Kolonierne på sydkysten er nu forbundet med resten af verden og samtidig starter et nyt kapløb om at udforske ørkenen vest for telegraflinien.

Ernest Giles, som er kommet til Adelaide i 1850, starter den første ekspedition i 1872, men må vende om på grund af vandmangel. Lidt succes har han dog, idét han opdager MacDonnell Range, Mount Olga og Finke River. Med sig på alle sine 4 ekspeditioner, har han også nogle nogle botanikere. I 1872 og 73 er det Christopher Giles og i 1875 og 76, er det Jesse Young og W.H.Tietkens.

I August 1873 forsøger Giles atter engang. Denne gang sammen med sin ven Alfred Gibson som overhovedet ikke har nogen erfaring i denne slags eventyr. I April forsøger Giles og Gibson alene at krydse Gibson ørkenen, men da Gibsons hest dør må de vende om. De aftaler at Gibson alene skal forsøge at nå tilbage til lejren, men han forsvinder og bliver aldrig fundet. Deraf navnet Gibson Desert. Giles når endeligt lejren efter knap 100km til fods, med sin vanddunk på skulderen.

Top









Copyright © 2000-2003 Australiens Historie